Nye kriterier skal skabe klarhed over terapijunglen

Af Tine Seibæk

(Artikel fra ’Psykologi’ nr. 4, 2008)

Den længe ventede evaluering af de private psykoterapeutuddannelser nu på vej. Hensigten er først og fremmest at gøre det nemmere for brugerne at vælge en kvalificeret psykoterapeut – men også for kommende terapeuter at vælge den rette uddannelse. Det er frivilligt, om man vil lade sig evaluere, og foreløbig har 11 psykoterapeutiske uddannelser meldt sig. Men i branchen er der stor uenighed om deres brugbarhed.

De danske kriterier er nemlig langt lavere end den europæiske standard på området. Og Bente Kirk-Campbell, grundlægger af Gestaltterapeutisk Institut ApS, mener derfor ikke, at evalueringen giver mening.

Den danske version fører ikke til anerkendelse. Det er bare en måde, hvor det offentlige har tjek på, at de allerdårligste uddannelser bliver sorteret fra. Når EU’s regler efterhånden træder i kraft også på dette område, vil de danske kriterier ikke leve op til standarden, siger Bente Kirk-Campbell.

Ifølge de danske kriterier skal timetallet på en psykoterapeutisk uddannelse f.eks. være mindst 800 timer, mens standarden i de europæiske sammenslutninger for psykoterapeutuddannelser er 1.866 timer. Desuden kræver man i de fleste andre europæiske lande, at den studerende gennemfører 333 timers egenterapi, mens det i Danmark er tilstrækkeligt med 150 timer.

Plads til forbedringer

Jeg undrer mig over, at man laver kriterier, der er så meget ringere. Kriterierne skelner ikke mellem reel uddannelse og blot kursusvirksomhed. Vi har brug for at psykoterapeuter er uddannet på et fornuftigt niveau. Selv hvis man er et naturtalent som psykoterapeut, har man brug for en solid uddannelse, siger Bente Kirk-Campbell.

Penelope Vinding, leder af Psykoterapeutiske Uddannelsescenter i Frederiksværk, er enig:

De fleste af de uddannelser, der er med i SPUD (sammenslutningen af Psykoterapeutiske Uddannelser i Danmark), lever op til mange af de europæiske krav, selv om det kun er Gestaltterapeutisk Institut, der formelt er akkrediteret. Vi synes også, at de europæiske krav er det eneste rigtige, siger Penelope Vinding, der dog ser de danske kriterier som et skridt på vejen. – Det borger for en vis kvalitet. I dag er der for mange der fungerer som psykoterapeuter efter nogle få weekendkurser, siger Penelope Vinding. – Men med tiden bør de europæiske krav gælde, tilføjer hun.

Lotte Mac, der som fuldmægtig fra Velfærdsministeriet har været med til at udarbejde kvalitetskriterierne, mener at kritikken er ubegrundet.

- Kriterierne er vejledende minimumskriterier. Men psykoterapeutuddannelserne kan jo bare selv leve op til noget, der er højere, siger hun.

Arbejdet med kriterierne begyndte i 2004 med repræsentanter fra Socialministeriet samt Danmarks Evalueringsinstitut, EVA. Processen blev imidlertid stoppet i juni 2006 på grund af uenighed mellem EVA og uddannelsesinstitutionerne. I efteråret 2007 blev evalueringerne så genoptaget, og denne gang står det private konsulentfirma Reflektor for processen, der foregår ved, at stedet selv beskriver uddannelsen, som dernæst får besøg af en evaluator. Det er dermed muligt for institutionen at forbedre uddannelsen undervejs. De første evalueringer ventes offentliggjort i november 2008.

"Vi har brug for, at psykoterapeuter er uddannet på et fornuftigt niveau. Selv hvis man er et naturtalent som psykoterapeut, har man brug for en solid uddannelse."

Bente Kirk-Campbell, grundlægger af Gestaltterapeutisk Institut ApS

© 2009–2010 gestaltterapi.dk  |  Telefon +45 59 47 00 17  |   Indholdsoversigt  |  Webmaster  |  Opdateret: torsdag 4. marts 2010  |  Til toppen