Kropsorienteret arbejde

Vore kropssignaler fortæller sandheden. Vore ord skjuler ofte sandheden bag tilpasning, modstand og undgåelse. GI træner de studerende i at registrere egne kropssignaler og til at arbejde med klientens kropssprog, så terapien forankres i klientens kropssignaler, som altid taler sandt.

Her beskrives kort tre aspekter af Kropsorienteret arbejde:

  1. sensorisk opmærksomhedstræning
  2. den terapeutiske samtale
  3. undervisning i kropsaflæsning

Sensorisk opmærksomhedstræning

Sensorisk opmærksomhedstræning handler om at opdage og genkende forbindelsen mellem fysiske kropsfornemmelser, emotionelle følelser og tanker/beslutninger. Den sensoriske opmærksomhedstræning hjælper de studerende til at hvile mere i egen krop.

Processen med at have fokus på og forbinde egne kropsfornemmelser, følelser og beslutninger støtter de studerende i deres personlige udvikling. Processen forbereder dem også på at møde deres klienter på en åben og lydhør måde.

Den terapeutiske samtale

Den terapeutiske samtale er en undervisningsmetode, som sætter fokus på sammenhænge i her-og-nu-situationen frem for på resultatet af terapien. For at kunne udøve god psykoterapi er det nødvendigt, at terapeuten selv befinder sig godt i situationen.

Forskellige øvelser bliver gennemgået for at udvikle den studerendes/terapeutens indre observatør, så der er en indre dialog med henblik på at bibeholde en god selvfølelse samtidig med, at terapeuten har en ydre dialog med klienten.

Kropsaflæsning

Kropsaflæsning handler om at opfatte en anden persons indre drama og følelsesmæssige historie ud fra personens kropssignaler. Dette er en meget følsom og subtil proces, som kræver at de studerende skærper opmærksomheden på egne indtryk og lærer at stole på deres egen indre stemme.

Ved at aflæse detaljer om klientens farve i huden, holdning og gang gives fingerpeg om klientens skiftende niveau i selvfølelse. Disse kropssignaler bruges som indikator for, hvornår terapeuten skal “lede”, “støtte” eller “konfrontere” klienten.

De studerende, der ønsker at få en kropsaflæsning, fortæller, at oplevelsen har hjulpet dem til at acceptere deres personlige historie, har hjulpet dem med at sætte mål for fremtiden og fortsætte deres personlige udvikling og vækst.








© 2009–2010 gestaltterapi.dk  |  Telefon +45 59 47 00 17  |   Indholdsoversigt  |  Webmaster  |  Opdateret: torsdag 4. marts 2010  |  Til toppen